Lidt historie om Tjæreby Forsamlingshus

Det oprindelige Tjæreby Forsamlingshus blev opført af nogle driftige borgere i Tjæreby sogn helt tilbage i 1884- 1885. Kimen til det nye forsamlingshus var egentlig en velfungerende husflidsskole der havde til huse i en mindre bygning, og hvor der var så mange deltagere til husflidsarbejdet at man havde store pladsproblemer, og derfor måtte se sig om efter et større lokale. Det kunne man ikke finde, så derfor besluttede nogle driftige landmænd at købe en grund og bygge et forsamlingshus, man have jo set hvordan man gjorde i andre sogne.
Huset blev bygget og den 2. juni 1885 kunne man holde indvielse af det nye forsamlingshus. Det nye hus var væsentligt mindre end det forsamlingshus som Tjæreby Forsamlingshus er i dag.
Det oprindelige hus, var en rektangulær sal på ca 60m2 med en kakkelovn i det ene hjørne og udendørs das. Der blev også bygget en lille hestestald så man kunne opstalde sine heste når man var til møde.
Huset er udvidet mange gange siden, der er bygget garderobe, toiletter, en lille sal og køkken til den ene ende af huset og den store sal er udvidet til 150 m2, til den anden ende er der bygget scene og sidst er der i 1953 tilbygget en lejlighed på 1. sal oven på de omklædningsrum og baderum der blev bygget til idrætsforeningens brug.


Tjæreby Forsamlingshus fremstår i dag som en flot gammel bygning hvor det tydeligt fremgår at der er tilbygget efter tidens behov og krav.
Huset er tagdækket med en rød stålplade præget som tegltag, og bygningen er kalket skagensgul.

Folkene omkring opstarten af Tjæreby Forsamlingshus dannede oprindelig et aktieselskab, på et senere tidspunkt har man omdannet aktieselskabet til et anpartsselskab med solidarisk hæftelse. Det var ejerforholdet indtil 2007, hvor der i november måned blev afholdt 2 ekstraordinære generalforsamlinger, hvor ejerforholdet blev ændret til ” Den almennyttige forening Tjæreby Forsamlingshus ”
Der blev lavet nye tidssvarende vedtægter, og på almindelig foreningsbasis er man medlem, og medlemmerne betaler et årligt kontingent til foreningen.